Squatting in the Darkness: Jeg er i byen og leder efter en bygning

Af Morten Priesholm

Jeg kan ikke finde bygningen. I går ankom jeg til byen, og i dag har jeg ledt, været alle steder, alle veje, alle vegne. Jeg kan ikke finde den bygning, jeg leder efter.

Jeg ankom til byen i går. Rygsækken fik jeg lov at sætte på tanken, mens jeg så mig om. Det er en lille by, jeg vidste det godt, omkring 500 indbyggere, skole, fiskerihavn, skibsværft. Jeg er her, fordi byen også har et særligt bibliotek. En bogsamling, ikke så stor, men med kostbare førsteudgaver, faksimiler og originale håndskrevne dokumenter. Et af landets universiteter har oprettet denne afdeling i byen specielt til at huse den kostbare samling, som en lokal bibliofil for ti år siden testamenterede til Institut for Antropologi.

Jeg ved, den bog, jeg leder efter, findes i samlingen, jeg har slået den op og fundet den i universitets elektroniske onlinearkiv. Mit ærinde er privat. Jeg er tandteknikker til daglig. Rejsen er en opdagelsesrejse, bogen er en lidenskab, betydeligt mere end en hobby. Når jeg har fundet det, jeg leder efter, rejser jeg hjem igen. Jeg er gæst i byen, på gennemrejse, fra et fremmed kontinent.

Han kaldte mig Spurv. Hej Spurv sagde han, da jeg tog rygsækken og lukkede den tunge bagsmæk i hans store, firkantede Jeep Cherokee. Jeg kunne godt lide hans stil, og var også lidt urolig.

Jeg fandt aldrig ud af, hvorfor det med Spurv, er jeg spurveagtig? Findes der i det hele taget spurve i dette rå og nøgne land? Var han ornitologisk interesseret. Legede han, hvis du var et dyr, så var du en? Vi var sammen tre timer i hans bil, han gav et lift, vi sagde næsten ingenting, mens han kørte Cherokeen og mig gennem det tomme, foruroligende bjerglandskab, så han kunne jo ikke vide, at det er en spurv, jeg er, hvis det er det, jeg er.

I går ville jeg opleve byen, snuse, se, høre. Jeg udskød biblioteket og dermed også forløsningen, svaret på min tvivl om bogens reelle eksistens og svarene på de spørgsmål, der knytter sig til bogen. Jeg kan godt lide at udskyde.

Jeg brugte i stedet dagen på at dokumentere byen med mit kamera. Dét er en hobby, jeg fotograferer byer: bygninger, færdsel, varer og gods, infrastruktur, ord og tegn. På den måde skaber jeg modeller af byer, jeg kan bebo i mine drømme. Med de fotografiske billeder bygger jeg steder, hvor jeg kan færdes drømmende og genfinde, noget jeg har mistet.

Min lidenskab er dyrerepræsentationer og animistiske fremtrædelsesformer i arktisk mytologi. Jeg bor i Melbourne, så det er en besværlig lidenskab. I det bibliotek, jeg søger her i byen, findes de originale dagbøger og håndskrevne notater fra en polarforsker, som i 1920erne indsamlede myter blandt arktiske folk i Grønland, Nordcanada og Alaska.

I en af de myter, han har nedskrevet, optræder en spurv. Eller rettere antropologen skriver spurv i de populære bøger, han udgav med arktiske myter og fortællinger. Er det en spurv? Eller er det lille fugl? Eller er det snespurv eller skovspurv, eller er fuglen i virkeligheden en drossel. En polarlærke. Hvad står der i den originale kilde? Måske kan jeg i teksten finde det oprindelige Inuitord for fuglen? Hvis ordet og fuglen skal passe til min teori om emblematiske fuglefremstillinger i arktiske myter, så er det ikke en spurv.

Jeg har ledt i byen i fem timer, været alle steder. Nu sidder jeg ved et cafébord på byens tankstation og skriver dette på min iPad. Mine oplevelser i dag har givet mig lyst til at nedskrive fortællingen om det seneste døgns hændelser. Jeg kan ikke finde bygningen med bogsamlingen. Når jeg spørger de mennesker, jeg møder i byen, er der ingen, der kender noget til biblioteket. Når jeg nævner de bøger og skrifter og kilder, jeg venter at finde på bibliotekets hylder, nikker de genkendende og taler om myterne og fortællingerne, som de uden besvær kan citere.

I morgen rejser jeg hjem. Jeg har mit memorycard fyldt med fotografiske gengivelser af bygninger og funktioner i byen. Jeg har stof nok til nye drømme.

I morgen rejser jeg hjem.