Hans ansigt er skurvet. Andre vil nok sige koparret. Skurvet hører til rodfrugtfamilien.Jeg mødte ham lige udenfor byskellet, hvor engene og de ubrugte arealer tager over. Han sad på hug i det høje
græs. Min først tanke var, at han sad og sked, var trukket ud på marken for at skide i fred. Men han vinkede mig hen og pegede ned i græstæppets bund. Der lå to æg, og nu hørte jeg vibens vrede skrig i luften.
I hans
arrede ansigt glimter to stålgrå øjne, som jeg fangede, mens han ivrigt
fortalte om fuglene, der levede her uden for byen. Han blev siddende på hug, en
usædvanlig stilling for en mand i hans alder (omkring 75 gætter jeg) tænkte jeg,
og da han et øjeblik tøvede i fuglefortællingen, bemærkede jeg spørgende, om
det ikke var en anstrengende siddestilling i længden. Han besvarede mit
spørgsmål med en fnysen. Han var født hugsiddende.
- Ikke bare med fødderne forrest, nej både røven og fødderne ved du, landede på hug i fødesengen hjemme i stuen hos mum og dad. Og inden da: I ni måneder sad jeg på hug og ventede i mørket i min mors bug. Der har jeg det fra.
Stadig hugsiddende
fortalte han om de tidlige morgner i halvmørke på rypejagt. Han kunne vente i
timevis, bare han sad på hug. Mens de andre ustandselig skiftede stilling, sad
han urørlig og ventede på ryperne. Det gav bonus, ingen havde så god jagt som
ham. Hans kone elskede ham for ryperne og snepperne, han kom hjem med.
Han kunne
fortælle mere: Utallige var de levendefødte kalve, han havde han ventet på
hugsiddende i de lange nætter i stalden.
Nat efter
nat havde han hvilet på hug foran kortbølgesenderen, lyttende og ventende på
besked fra en radioamatør, der sendte fra den anden side verden.
Børnene, fem
dejlige børn, havde han taget imod siddende spændt i mørket på hug ved konens
skræv, ingen fødselshjælper var så tålmodig som ham.
Jeg lyttede
til hans fortællinger, mens viben fyldte luften med vrede skrig. Han sad stadig
på hug, da en kvindestemme inde fra et de yderste hus i byen afbrød, suppen er
varm, han rejste sig, hilste farvel og gik bort mod byskellet. Jeg stod alene
tilbage ved de to vibeæg.
Jeg er
usikker på, hvad jeg skal mene om den slags fortællinger. Der ved den
skrøbelige fuglerede tænkte på heltesagnet og det eventyrlige i hans historie
og på varmen.
Til sidst
fik viben jaget mig væk.
