Spurven optræder i en drøm

Af Morten Priesholm

Han husker afgrunden, følelsen af at falde, følelsen af, at mørket vil forsætte evigt, mens han falder og falder.

For den lille fugl, som følger ham, er det ikke et fald. Den flyver let og holder sig lige foran hans ansigt, så han kan høre dens vingeslag.

Det er ikke første gang, at han drømmer om det endeløse fald ned i afgrunden. Den drøm har fulgt ham siden han var syv-otte år og boede hos bedsteforældrene i det lille fiskerleje på kysten. Men det er første gang, at han drømmer om spurvefuglen.

Der er et dybt fald, og hele tiden flyver spurven ved hans side, tiden går, men omsider lander de blødt i et mørkt landskab. Der har han aldrig været, han kender ikke stedet, og han kravler hen over den lerede bund, langsomt og forsigtigt, han famler sig frem.

I mørket følger spurven ham, indtil han beder den flyve ud for at finde noget, der kan oplyse det mørke sted, de er havnet.

I drømmen føles det som en evighed. Men så er den lille fugl tilbage med et glødende stykke kul pakket i et stort, grønt blad og båret i næbbet. Det ulmende kulstykke kaster lys over et frugtbart og grønt landskab med blomstrende træer og rindende floder. Langsomt som en dag rinder ud forsvinder kullyset, og med mørket lægger han sig til hvile på jorden ved siden af den lille spurvefugl.

Da han vågner, ligger han badet i sved på en madras bag i Jeepen. Det er lyst, og han løfter hovedet og ser, at den store bil er parkeret midt i den flade ødemark et par hundrede meter fra vejen.

Nu husker han landskabet, han kørte igennem i går. Det er et goldt terræn i sort og okker og cinnober, kun få spredte og grønne plamager lyser op, måske mos eller lav eller lave, grønne vækster. Flora og geologi interesserer ham ikke, han ser kun fladerne og de store brud.

Da han forlod byen for tre dage siden, var det for at mærke den uro, som de endeløse veje og de lange stræk giver ham. I bilen har han en madras, sit kogegrej og en stor ghettoblaster. Han vil være alene med bilen, vejen og landskabet.

Han kravler ud af soveposen, vender sig, åbner Jeepens tunge bagsmæk og står ud. Rystende sætter han sig på hug på den nøgne jord.