Lyd #3: Lyd og tavshed

Af Katrine Faber

“Der var mørkt på jorden, øjnene så ingenting, skulle man gå, måtte man føle sig frem med hænderne og rette sig efter det, som ørerne kunne høre. Alt var lyd. Menneskene hører rentyre, der hoster med dybe strubetoner, ulve der tuder, landbjørne der brummer, ræve der hyler: “Kak-kak-kak!

I havet snøfter sæler, hvalrosser hvæser, og hvaler puster. Fugle skriger og synger, insekter summer. Menneskene hører vindenes sus i skovene, bladenes hvislen og hvisken, brændingen bryder mod kysterne.

Mennesket er omgivet af liv, som kun fornemmes gennem lyde; men intet ses, overalt famler mennesket sig frem i mørke, og det er ikke let at leve.”

Da jeg var et stort barn, holdt jeg på et tidspunkt op med at tale. I En periode over et par år nægtede jeg at deltage i den menneskelige civilisation, som den viser sig i tale, ord, konversationer, eller indordne mig under samtalernes stiltiende krav og konventioner.                          

Der var alligevel ikke nogen, der ønskede at høre, hvordan jeg egentlig opfattede tingene. De voksne omkring mig ønskede, at jeg brugte ordene til at adlyde dem og bekræfte dem i det verdensbillede, de havde behov for skulle være det gældende. Hvis jeg udtrykte min sorg, min vrede eller min kærlighed eller længsel efter kærlighed, fik jeg at vide, at dette var uønsket, ja generende og en byrde for de voksne.

Jeg tav og lyttede til ord og alle de ting, som gemmer sig i og under og bagved ordene. Alt det, som foregår i menneskenes stemmer. Tavst lyttede jeg til de indre dyr, de snigende rovdyr, den pibende hund, den skrattende skade, den begærlige rotte, den lystige drossel, den bløde underdanige kanin og den brutale farlige bjørn. Jeg hørte raseriet, begæret, sorgen, frygten, lidenskaben, ømheden, vanviddet og alt det andet, som ord kan dække over.

Menneskestemmer afspejler vores indre natur; nogle mennesker har hav i sig, andre bare sten og knogler og klipper, andre igen har bløde bakker og latter, andre igen regnvåde floder og gråd. Nogle har masser af plads og vidder, andre er klemte og bevæger sig i snævre rum.

Alt begynder med vibration. Lyd. Alt er lyd. Vi er lyd.

Jeg lytter til menneskenaturen i mig selv og i andre; lytter til stemmerne, vi alle indeholder. Smukke, grimme, tiltrækkende og frastødende. Jeg lytter til min egen indre verden af emotioner, landskaber, dyr, farver og bevægelser og bliver til som menneske – igen og igen.

Jeg vil gerne skabe rum af lyd, hvor vi kan være i raseriet og sorgen og glæden og lysten og alt det andet, som er levende. Nogle gange som et rum i et hus, hvor du kan krybe ind og være i ly og læ og hule og vugge og grav. Andre gange som et åbent landskab med bjerge, hav, floder, bække, vind, klipper og græs.

I wish to create spaces of sound, where we can be with the rage and the sorrow and the joy and the lust and with everything else that is alive.

Sometimes as a room in a house, where you can crawl in and be sheltered; like in a cave or in the cradle or in the grave.

Other times as an open landscape with mountains, sea, rivers, waters, wind, stones and grass.

Everything begins with vibration. Sound.

Everything is sound.

We are sound.