tirsdag

Jeg drømmer om en by, et bibliotek og en dagbog

Af Morten Priesholm

I nat var jeg i et bibliotek. Et lysegult, mat lys faldt gennem ruderne og skabte flimrende og flossede, lyse, undersøiske mønstre på gulvtæpper, møbler og bogreoler.

Det kunne også være en stor, privat bogsamling. Det var et smukt rum. Endevæggene var klædt i et okkergult tapet med snoede ranker, grønne bladkroner og klaser af hvide blomster, og i rummet stod skabe med glasdøre, lamper med lyse og sorte skærme, sofaer trukket i mørkt læder og reoler i en varm, brun finer.



Lyset og møblerne i rummet får mig nu i min vågne tilstand til at tænke på min morfars store kontorer, direktørens kontorer, dannede og alvorlige kontorer, hvor jeg blev mødt med tavshed.

Jeg bevægede mig som en svømmende rundt i lokalet mellem bogreolerne, der stod langs rummets fire vægge. Jeg søgte efter noget, lænede ansigtet frem mod hylderne. Jeg var en fisk, der stødte mod akvariets ruder igen og igen, hele tiden nye steder, tilsyneladende planløst.




Jeg rettede blikket mod bogtitlerne, væltede hovedet lidt for at kunne læse de lodrette tekster på bøgernes rygge, tynde rygge, bredde rygge, læderrygge, illustrerede rygge, slidte rygge.  Det var en broget samling bøger. Jeg husker mine bevægelser som lidt paniske som hos en, der er kommet for langt fra kysten og ikke længere stoler på sine egne kræfter.




I drømme mister tiden betydning, og i det tidløse bibliotek rakte jeg en hånd frem og tog med mine fingre om en bred læderryg, førte den langsomt ud fra dens plads på hylden, det var en nøgen ryg, et furet læder, en skjoldet overflade, fedtede skygger i lysbrunt læder, ikke et bogstav, ikke et symbol, ikke en tynd, guldlagt streg, kun læder mærket af brug og oplyst af en støvet, mat solstråle, som faldt skråt og lysegul ind gennem en af de store ruder.

Da jeg bladrede gennem bogens gulnede sider, fandt jeg den ene store, sorthvide illustration efter den anden. Mellem billederne, midterst i den tykke bog, gemte sig ti sider med tekst. Jeg bladrede forbi tekstsiderne, og iagttog i min drømmetilstand i stedet de prægtige billeder, som illustrerede historiens gang i en by, der lever af landbrug og fiskeri, fåreavl, håndværk og handel; der var bådtyper, transportmidler, beklædningsgenstande og redskaber fra en tid, der ikke eksisterer længere. Billederne lignede kobberstik stukket med en fotografisk præcision, og mens jeg skriver – og i skæret fra min vågne tilstands reflekterende lys - kan jeg i bogens illustrationer genkende bygninger og gader, som hører til i byen, hvor jeg i disse dage er gæst, og hvor jeg også forestiller mig, at biblioteket findes bag en af de få, store bygningers høje facader.

Da jeg vendte tilbage til de tætskrevne midtersider opfattede min drømmende bevidsthed de ti siders tekst som ét billede, det kunne være loftet i Det Sixtinske Kapel, og jeg var turisten, der bøjede nakken bagover for at betragte hver eneste detalje.

Jeg var rystet, det var en foruroligende oplevelse at gense fragmenterne fra en dagbog, jeg skrev for fem år siden. De handler om skam, om øjne, der ser en grim krop, om en flugt, der ingen veje tager; om at vende ryggen til sig selv, om en kvinde, der siger nej og ler stille og hadefuldt, om et gardin set fra gulvtæppets lange, bløde luv med et ligegyldigt åndedræt tæt ved et øre; om et nøgent bryst foran et forbudt spejl, om ordet sær, om en ven, der svigter, om en ensom rejse i et fremmed land med stærk vin og skinger musik, om lydene i en tom, umøbleret lejlighed.

Alt dette så jeg i skarpe billeder, det flimrende lys, og fornemmelsen af at se gennem vand var borte. Jeg deltog ikke i begivenhederne, bogstaverne i min gamle dagbog fik en film til at køre for min drømmende bevidsthed, og de følelser, der strømmede igennem min krop, havde netop den blanding af fjernhed og nærhed, som bliver fremkaldt af filmsekvenser eller tekststykker, der rammer vigtige, personlige erfaringer.

I drømmens verden trådte en person ind i rummet, om det var dørens lyd, eller om det var en stemme, der vækkede mig, ved jeg ikke. Jeg husker kun, at den andens indtræden i biblioteket fik mig til at rette blikket væk fra dagbogens urovækkende tekster. Det var en ung kvinde, der gik med korte skridt over gulvets bløde tæpper. Jeg genkendte ansigtet. Jeg vågnede med bankende hjerte.

Min dagbog findes ikke længere, den er smidt ud for to år siden. Jeg læste ikke mine egne nedskrevne fortællinger, inden den slidte bog røg i papircontaineren; jeg orkede det ikke. Det var years of great dispear. Mit liv var brudstykker, der ikke kunne hænge sammen. Nu er jeg i en fremmed by. I dag vil jeg lede efter biblioteket.