På lange rejser får man brev hjemmefra. I dag går det hurtigt, indtrykkene kommer dagligt ind med mail, tekstbeskeder og statusopdateringer. Sådan er det også på denne rejse: En ven har sendt mig en kopi af det første afsnit (Alene Ansats) i Finn Skårderuds bog Uro. Den tekst fik mig igen til at tænke på skabelse og identitetsdannelse.
Ravne-myten (og alverdens andre skabelsesmyter) handler om, hvordan
den synlige verden bliver skabt: bjergene, floderne, lyset, menneskene,
værktøjet, beklædningen. På et plan handler skabelsesmyterne også om en psykisk
skabelse, om dannelse af identitet og bevidsthed, dannelse af et selv.
Da først Ravn er kommet ”til bevidsthed”, opdager han sit køn (”han
var et menneske – en mand”), og at han er et selvstændigt væsen (”der ikke var
fastvokset til alt det, der omgav ham”). Siden møder han Spurven og mærker betydningen
af relationer (”mennesket er glad over selskab”). Sådan fortsætter den indre tilblivelse
parallelt med, at Ravn skaber det fysiske univers, vi bebor.
Ethvert menneske bliver dannet og er i en konstant skabelsesproces. I
dag er denne dannelse ekstremt anderledes end på den tid, myterne blev fortalt.
Mange psykologer, psykiatere, sociologer og hjerneforskere beskæftiger sig i
disse år med identitetsdannelsen og selvet.
Den norske forfatter og psykiater Finn Skårderud er en af dem. I den
tekst jeg fik på mail fra en ven derhjemme, skriver Skårderud om dannelsen af
selvet: "Psykologisk set bliver vi født i brudstykker. At vokse op er at samle
stykkerne … Vores erfaringer med at være et sammenhængende hele er meget
forskellige. Måske er denne helhed vanskeligere at få fat på i dag. Vi bærer på
et selv. Det moderne selv er ikke længere kuet af tradition. Det er kuet og
beriget af overdoser af information og relationer. Det giver utrolige muligheder
for et rigt liv, men også for at miste sig selv.” (fra Finn Skårderuds Uro – en
rejse i det moderne selv (1998)).
