På bredden

Af Katrine Faber

Jeg drømte, at jeg kom til en strand, jeg kendte godt.

Jeg kendte stien fra klinten og ned til havet. Jeg kendte duften af hybenblomster og lyden af bølgerne på det sted. Men da jeg kom ned til stranden, blev jeg overrasket. På bredden – lige der hvor strand og hav mødes – lå der en række af former, jeg ikke straks genkendte. Jeg opdagede med et gisp, at det jeg først troede var en række af store bløde runde sten, var nøgne kvinder i alle størrelser, som lå på siden med ballerne  og fodsålerne vendt mod mig og ansigterne ud mod havet.

De lå lige der, hvor hav og jord mødes, og lod sig vugge, skylle og gynge blidt af bølgerne. De var levende, ventende, hvilende i denne helt særlige overgang, og jeg forstod, at det var en rituel handling at komme her til denne strand og ligge i denne tilstand en stund.

Vuggende, hvilende, lyttende der i mellemrummet – ikke inde, ikke ude, ikke på jorden, ikke i havet men på bredden.