Mens snemasserne hyler omkring hans forfrosne ører, graver Bjartur sig ind i en snedrive. Han gemmer sig sammenkrøbet hugsiddende i mørket.
I Haldór Laxness’ roman Sjálfstætt fólk (Frie mænd)fra 1934 går hovedpersonen Bjartur í Sumarhúsum vild i fjeldenes øde snemarker. Han er draget ud for at finde det får, Guldøje (af Sjeragudmundsracen), som ikke kom med tilbage fra sommerbeitet ved den sidste fåresamling.
Snestormen
overrasker ham, han går dagevis gennem sne og is, og efter et vildt ridt overskrævs
på ryggen af en rentyr falder han i den isnende kolde og delvist tilfrosne Jøkelå.
Han redder sig op, men er våd, kold og udmattet, og til sidst søger han
nødtvunget hvile i snedriven.
”Han havde
ikke siddet længe dér i sneen, før kulden trængte sig ind på ham, og stivhed og
følelsesløshed bredte sig gennem hans lemmer, helt op til lysken, men noget
andet var dog værre, søvnigheden, som lod til at ville overvælde ham, sneens
lokkende søvn, som gør det så behageligt for folk at blive derude i driverne;
intet er så vigtigt som at kunne støde denne fristerhånd fra sig, som så vellystigt
viser vej ind til hvilen og varmens riger.
For at holde glemslen borte fra sig i sneen havde han den skik at opremse alle de uartige vers, han havde lært lige fra sin barndom, og helst synge dem af fuld hals, skønt brystet ikke var særlig oplagt til sang i den slags omgivelser; stemmen var tilbøjelig til at briste, søvnigheden blev ved med at indhylle sanser og bevidsthed i sine tåger, for hans indre øje svævede der forskellige billeder af mennesker og begivenheder, både fra livet og ligeledes fra rimerne - dampende hestekød på et stort fad, brægende fåreflokke i en fold, Bernótus Bornøhelt i forklædning, vellystige præstedøtre i silkegarnstrømper, og endelig skiftede han umærkeligt bevidsthed, og opdagede sig selv som Grímur den Bolde, Úlfar den stærkes broder, da han fik besøg i sovekammeret
…
Dette var en af de længste nætter, han havde sjældent opremset så meget poesi på én nat, han fremsagde alle sin faders digte alle de rimer, han kunne huske, alle sine egne kunstfærdige vers, forlæns og baglæns på otte og fyrretyve måde, helle processioner af uartige vers, en salme, som han havde lært af sin mor, og alle de spottedigte, som fra gammel tid var kendt i hans fjerdel af landet om sognefogeder, købmænd og sysselmænd.”
Efter en nat i driven kravler Bjartur bogstaveligt talt gennem snestormen, og finder til sidst redning på gården Brún inderst i Jøkelådalen.
